Julebrev

Julebrev

Julebrev

18. december 2020

Kære medlemmer

 

Endnu et år går på hæld, og hvilket år.

 

I april måned var der mange af os der sagde, at dette år bare måtte blive glemt og smidt i skraldespanden, men sådan kan man ikke sige, og sådan blev det – på godt og ondt -  heller ikke. Men erhvervslivet i alle afskygninger har nok haft det mest vanskelige, utilregnelige og komplicerede år i mange årtier.

 

Vores medlemmer er blevet ramt, opgaver for marketingfolk, konsulenter og rådgivere har været begrænset pga., at mange virksomheder tænker kortsigtet i disse uforudsigelige tider.

 

I BusinessVejle har vi på trods af mange udfordringer også haft glæder, nemlig at vi i år fik ansat Dorthe Falcher som Business chef. Hun startede den 1. juni og har allerede nu sat mange ting i strukturelle rammer, som gør BusinessVejle klar til at vækste.

 

Vi har naturligvis ikke kunnet afholde så mange events som vi plejer, men vi værdsætter meget, at hovedparten af jer medlemmer har valgt at forblive medlemmer af BusinessVejle på trods af vores lave aktivitetsniveau på event-delen. Nogle events har været afholdt, men langt de fleste har været aflyst.

 

Det betyder ikke, at hverken Dorthe, Conni eller bestyrelsen har ligget på den lade side. Vi har været en aktiv sparringspartner i Erhvervskontaktudvalget i kommunen, vi har deltaget sammen med to af vores medlemmer - Pia og Kari fra hhv. Rambøll og Haraldskær - i kommunens klimapanel, vi har deltaget aktivt i Forza Vejle, som er en arbejdsgruppe på tværs af kultur og erhvervsliv, vi hjælper til omkring Brobyggeren i Vejle, vi har været med til at uddele Årets Købmandspris til Poul Iversen, vi har uddelt Årets Iværksætterpris til MySelfie samt Well Done prisen til Universal Transport. Vi har haft et tæt samarbejde med Campus Vejle og andre uddannelsesinstitutioner, og har i det hele taget forsøgt at italesætte erhvervslivet i det regionale.

 

Mht. 2021 er kalenderen godt pakket til; der er allerede nytårskur den 7. januar, som desværre pt. ser ud til at blive virtuel. Vi kan ikke gøre andet end at afvente udviklingen omkring Covid-19 hen over jul og nytår for at se, hvornår vi i 2021 går mod lysere tider.

 

Kære medlemmer: tak for jeres utrolige støtte og opbakning til BusinessVejle; jeg kan love jer, at vi kører benhårdt efter at nå vores strategiske mål. Tak til bestyrelsen og ikke mindst tak til Dorthe og Conni for deres store engagement i foreningen.

 

På vegne af os alle ønsker jeg hermed alle medlemmer, jeres familier og kære en rigtig god jul og et BEDRE 2021.

 

På bestyrelsens vegne

Peter Skou

Bestyrelsesformand