Kort opsummering fra formanden

Kort opsummering fra formanden

Kort opsummering fra formanden vedr. generalforsamlingen

13. marts 2020

Kære medlemmer af BusinessVejle,
 
Som I jo har læst, har vi måttet ændre afviklingen af vores generalforsamling, således at bestyrelsen blot træffes telefonisk og får afholdt generalforsamlingen efter de formalia, der fremgår af vores vedtægter.
 
I har fået tilsendt formandens beretning, men I får hermed et kort skriv med de væsentligste punkter fra beretningen, idet der er sket markante forandringer for vores forening, som vi havde glædet os til at fortælle om. Så for at gøre det lettere for jer, kommer her hovedessensen.
 
Det er med stor glæde at vi kan oplyse, at BusinessVejle får deres eget ståsted, idet vi pr. 1. juni 2020 har lejet os ind i Spinderihallerne med følgende adresse: Spinderigade 11, Studie I10, 7100 Vejle.

Vi er rigtig glade for at dette er lykkedes, vi kommer til at sidde i et innovativt miljø omgivet af 60 virksomheder og i alt 100 medarbejdere. Vi har også pr 1. juni 2020 ansat en fuldtids Business chef, nemlig Dorthe Falcher. Dorthe har et stort netværk i Vejle og i hele kommunen samt i Trekantområdet. Hun har tidligere været ansat som salgschef ved JyskFynske medier. Dorthe erstatter Morten Bech. Morten har ikke været fuldtidsansat hos os, men som foreningen vækster og med vores krævende og ambitiøse strategiplan har vi fundet det nødvendigt at skulle bemande BusinessVejle med en fuldtidsansat. Jeg vil gerne endnu engang takke Morten for et storartet stykke arbejde for BusinessVejle, hvor han altid har bidraget konstruktivt til udviklingen af foreningen.
 

Vi er nu vokset til 270 medlemmer, og som I ved fra vores strategiplan er målet at vækste til 500. Men på nuværende tidspunkt har vi ikke kunnet løfte denne opgave omkostningsmæssigt alene ved kontingenter, derfor har vi i løbet af foråret ført forhandlinger med Vejle Kommune og jeg er meget glad for at meddele, at vi har indgået aftale med økonomiudvalget om at få et tilskud til vores forening på DKK 250.000 i 2020 og DKK 250.000 i 2021.
 
Vi ønsker at fortsætte vores events af høj kvalitet, men vi ønsker lige så meget at arbejde målrettet med vores mærkesager i strategiplanen, som er:

  • Iværksætteri
  • Uddannelse
  • Robusthed
  • Turisme

 og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi vil nå vores mål med disse nye administrative tiltag.

 

Mht. Årets Well Done pris har vi fundet den helt rigtige modtager, men vi ønsker at offentliggøre og fejre dette på festlig vis, og derfor bliver det først gjort, når vi igen mødes til et event.
 
Vi glæder os også til at fortælle mere om alt dette ved et af vores kommende events, når vi igen er i en normal gænge.
 
Såfremt der er spørgsmål eller kommentarer til ovenstående, er I altid velkomne til at kontakte mig.

 

Bedste hilsner

BusinessVejle

Peter Skou
Formand