BusinessVejle

Nyt fra Lars - April 2024

Arbejdet i Business Vejle er godt i gang, og der er nok at tage fat på. 

Den nye bestyrelse har overtaget det gode arbejde fra vores tidligere bestyrelse, så en af mine indledende opgaver har været at følge op på Business Vejles 2027-strategi med ambitioner og visioner for vores vigtigste mærkesager. 

Vores primære mærkesag er stadig "Relationer og events," hvor vi arbejder målrettet med opgaver og emner, som vi mener er vigtige for alle Vejles nuværende og kommende virksomheder. 

Foruden "Relationer og events" arbejder vi ud fra følgende mærkesager: "Uddannelse og arbejdskraft," "Bæredygtighed og grøn omstilling," og "Vækst og udvikling." Der er på disse fire områder opsat ambitiøse vækstmål, som jeg glæder mig til at fortælle jer om. 

Indtil da kan du læse mere om vores fire mærkesager her på vores (spritnye) hjemmeside. 

Ny arbejdskraft og uudnyttet potentiale 

Business Vejle deltager i en arbejdsgruppe, som arbejder med Uddannelse Vejle, nedsat af byrådet i juni 2023. Formålet med udvalget er at rådgive og medvirke til udvikling af indsatsen for Vejle som uddannelsesby. 

Efter sommerferien skal vi komme med en indstilling til det politiske system om, hvordan vi vil lykkes med at løfte Vejle og virksomhederne til alle de nye studerende, vi heldigvis får til byen. Jeg deltog i det tredje møde den 5. april, hvor jeg oplevede, at virksomheder i fællesskab med kommunen er kommet omkring en bred vifte af gode løsninger. Til mødet vendte vi ikke kun mulighederne for nationale studerende, men også forudsætningerne for, at vi kan få succes med integrationen af Vejles internationale studerende. 

Til et møde med DANDY Business Park, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Vejle Kommune, Odense Kommune og SDU kom vi omkring mobilisering af akademisk arbejdskraft. Jobcentrene i Vejle og Odense har samlet set ca. 1700 ledige akademikere, hvor flertallet er arbejdsparate. Med den mangel på arbejdskraft, som vi alle er ramt af, undrer det mig meget med det høje antal. Mangler I højtuddannet arbejdskraft i jeres virksomhed, vil jeg gerne høre, om I er bekendte med denne udfordring? 

Vejle Kommune arbejder i øjeblikket med erhvervspolitikken for de kommende år. Det arbejde vil Business Vejle også aktivt indgå i for at sikre de bedste muligheder for kommunens mange virksomheder. Vi deltog i første møde den 11. april, og sammen med flere fra erhvervslivet arbejder vi hen mod at få en form, hvor vi kan få direkte indflydelse på, hvad der konkret skal ske de næste fem år. 

Business Vejles fremtid 

Vicebestyrelsesleder, Pia Jakobsgaard-Iversen, og jeg var den 15. april til møde i økonomiudvalget. Vi håber at få hævet vores kommunale tilskud til vores forening, så vi kan udvikle samarbejdet mellem erhvervslivet og kommunen. Heraf kender vi naturligvis ikke resultatet, men vi håber selvfølgelig på et positivt udfald, så vi fortsat kan hæve niveauet i takt med vores ambitioner for Business Vejle og indflydelsen på det lokale erhvervsliv. 

Dog er jeg fortrøstningsfuld. Jeg har ikke i mit tidligere virke været vant til at have så meget samarbejde med kommunens mange dygtige ansatte og ej heller det politiske system. Her findes rigtig mange ildsjæle, som jeg er sikker på, vi sammen kan flytte mange ting med. 

Kort og godt fra månedens events 

Vi har den 17. april afholdt medlemsmøde hos Scanview i Fredericia, og her var vi ca. 60 medlemmer. Vi hørte korte nyheder fra Vejle Kommune ved vores borgmester, Jens Ejner Christensen, og herefter fik vi et virkeligt godt indblik i en spændende virksomhed. Tusind tak til Scanview for en god oplevelse og værtsskab. Og en mindst lige så stor tak til alle deltagende, der var med til at gøre det til en god start på dagen. 

Vi har den 22. april afholdt bestyrelsesmøde i Sparekassen Kronjylland. Her blev Christina og jeg budt velkommen. Herfra gik vi direkte i gang med arbejdet, og her er nok at tage fat på. 

Tak for den varme velkomst 

Her til sidst, i dette første månedsbrev fra mig, skal der lyde et tak for den varme velkomst. Jeg er meget taknemmelig for at være omgivet af dygtige og ihærdige kollegaer i bestyrelsen og ikke mindst Dorthe, som klarer alt den daglige drift. 

Jeg vil gå til opgaven med stor ydmyghed, men også med en ambition om, at Business Vejle kommer til at stå endnu stærkere de kommende år. 

Alle er altid velkomne til at kontakte mig med ris, ros eller gode ideer. Vores succes afhænger af alle jer medlemmer. Vi kan løfte rigtig meget sammen og kun lidt alene. 

 

Lars Petrowsky 

Bestyrelsesleder 

Nyt fra Lars - Opdateringer fra det lokale erhvervsliv

"Nyt fra Lars" giver dig de seneste opdateringer fra BusinessVejle og bestyrelsesleder Lars Petrowsky. Få indblik i netværkets aktiviteter, lokale erhvervsnyheder og strategiske visioner fra Lars’ perspektiv. Tilmeld dig vores nyhedsmail for at være sikker på, at få de seneste nyheder fra BusinessVejle.

BusinessVejle

BusinessVejle er et indflydelsesrigt erhvervsnetværk, der skaber rammerne for inspiration og udvikling.

BusinessVejle

Spinderihallerne
Spinderigade 11, G11
7100 Vejle

CVR: 13 08 97 01

Alle rettigheder forbeholdes © 2024