Sommerhilsen fra formanden

Sommerhilsen fra formanden

05. juli 2021

Kære medlemmer

 

Vi har nu passeret det første halve år af endnu en turbulent tid, men jeg er glad for i dette sommerbrev – ligesom så mange andre – at kunne notere, at det ser ud til, at vi forhåbentlig går bedre tider i møde.

 

I BusinessVejle er den nye bestyrelse trukket i arbejdstøjet, og jeg er meget glad for de kompetencer, som er tiltrådt. Vi har vores årlige strategidag i september, og herefter glæder jeg til mig at kunne løfte sløret for nye tiltag. Det er vores målsætning, hele tiden at blive ved med at forny BusinessVejle for at tiltrække flere medlemmer; på trods af, at vi i dag har rundet 300 medlemmer.

 

Vi har et stærkt efterårsprogram med fokus på både kommunalvalget og Erhvervskonferencen. Vi er også ved at planlægge et nyt koncept, som skal være en årligt tilbagevendende begivenhed – nemlig BusinessVejle Summit; i år afholdes det i Vingsted hotel & konferencecenter den 27. oktober. Her vil der være fokus på vores 4 Verdensmål for Vejle:

 

 

 

 

 

 

Vi håber selvfølgelig på stor tilslutning og har i den forbindelse åbnet op for muligheden for, at ikke-medlemmer også kan deltage for på den måde at udbrede budskabet om BusinessVejle.

 

Et andet nyt tiltag efter sommerferien bliver små historier om jer medlemmer på bl.a. LinkedIn – så er I advaret, hvis Dorthe ringer til jer og beder jer svare på nogle spørgsmål om jeres virksomhed og jer selv 😊

 

På den politiske front er der på nationalt plan blevet indgået forlig om infrastruktur. På mange punkter et yderst fornuftigt forlig, som sætter fokus på Danmarks overordnede transport-udfordringer. For Vejle isoleret set synes jeg personligt, at vi godt kunne have ønsket os mere. På trods af, at det er rigtig fint at lave en strækning motorvej vest om Billund, vil Vejlefjordbroen og Vejle by – med udvidelsen af motorvejen oppe nordfra - stadig være en flaskehals. Der er heldigvis sat et stort beløb af til at undersøge muligheden for en udvidelse af Vejlefjordbroen; jeg håber det kan blive i takt med udvidelsen nordfra.

 

Et rigtig spændende område er også uddannelser. Vejle er stadig med i opløbet om at få en IT-uddannelse på bachelor- og kandidatniveau til byen. BusinessVejle støtter op om denne mulighed, idet det netop også er en af vores mærkesager, at vi skal tiltrække både akademiske og faglærte uddannelsesområder til byen. Det er dét, der bl.a. gør, at byen er attraktiv for virksomheder at etablere sig i.

 

Her i eksamenstiden er vi glade for også at meddele, at vi har uddelt 4 legater af 5.000 kr. til 4 dygtige elever på Campus Vejle; også en del af vores plan for at støtte op om uddannelses-institutionerne.

 

Vejle vækster utroligt meget og har den største vækstrate i Trekantområdet. Det kræver mere af både uddannelsessystemet, infrastrukturen, politikerne og erhvervslivet; der er ingen tvivl om, at BusinessVejles bestyrelse også fremover kommer til at arbejde målrettet med emnet vækst.

 

Jeg glæder mig til at se jer til vores events i løbet af 2. halvår; jeg vil også rigtig gerne modtage både jeres ris og ros. Det er vigtigt for, at vi kan blive ved med at udvikle foreningen.

 

Jeg vil gerne takke både Dorthe Falcher og Conni Heise for en utrættelig indsats for at få tingene til at fungere i BusinessVejle på trods af de udfordringer, som Covid-19 har givet os. Mest af alt vil jeg dog takke jer medlemmer for den utrolige støtte og opbakning, I fortsat giver os.

 

På vegne af os alle i bestyrelse og administration ønsker jeg jer medlemmer, jeres familier og kære en rigtig dejlig sommer.

 

Peter Skou

Bestyrelsesformand